Belysningens DNA
Virksomhederne bruger belysningen som et personligt ekspressivt udsagn, der skal fortælle hvem de er, og at de tænker både med hjerte og hjerne
Tekst: Poul Sabroe
Foto:
Belysningens løsninger udvikler sig til statements med styrke; udsagn, der fortæller, hvem vi
er og, hvordan vi vil opfattes. Det ses af aktuelle tilbud fra førende leverandører.
To karakteristiske scenarier udfolder sig. Det første er en fortsættelse af et begavet og
tempofyldt design, der på den ene side kan lægge sig op ad en nordisk nøgternhed, på den anden
bobler af sydlandsk temperament. Det andet er et efterhånden ubetinget krav om, at belysningen skal
være bæredygtigt intelligent. Glødelampen udfases, men det samme gør en række andre lyskilder, hvis
de er forslugne på watt forbruget.
Klassisk moderne
I forhold til omtanken for miljø og energidata er formgivningen et instrument. Samtidig er
design dog nu som før et vigtigt element, der afslører om os, at vi tænker på andet og mere end
simpel funktion. Belysningen har en opgave at løse, men vi forlanger samtidig, at løsningen skal
have udstråling og personlighed; om muligt vil vi have vores helt egen lampe, skabt kun til den ene
situation og kun til os. Det er en signatur løsning, som flere producenter nu tilbyder.
Overordnet er der aktuelt betydelig bevægelse i formgivningens udvikling. Historiske løsninger
med en uomgængelig stringens er på vej væk, mens nutidens belysning stiller krav til
udtryksfuldhed, dramatiske kvaliteter og en vis poesi med afsæt i tidligere tiders æstetik.
- Målet er et forene håndværkets traditioner med et moderne twist, siger producenten Le Klint,
der skriver nye kapitler i den plisserede saga, men gør håndholdt af unge, dynamiske
designere.
Lysets fortætning
- Belysningen skal skabe stemninger, en fortætning af atmosfæren, mener Luceplan, hvis
designere dyrker en æstetik og fysik, som første gang blev beskrevet af Augustin-Jean Fresnel i
begyndelsen af 1800-tallet!
I den nordiske indretning, hvor minimalismen stadig er i hævd, kan belysningen sætte trumf på
med mere korpulente og kulørte indslag, tilføjer In-Lights Tom Høst, der oplever efterspørgsel på
noget så retro-agtigt som lysekroner. Men nu helst med LED.
Nyeste LED
For meget tyder på, at LED, Light Emitting Diodes, er fremtidens lyskilde: - Vi kan reducere
energiforbruget med en faktor 5 og LED bruger meget mindre plads og tillader helt nye og slankere
dimensioner på armaturerne, understreger Carsten Larsen, Højager
Belysning.
- Med den nyeste generation af LED har vi fået varmt lys og en fin gengivelse af farverne,
oplyser Luceplan: - Vi har klimatopmøde i Danmark i 2009. Omtanken for bæredygtigheden kommer
først. Derefter design.