Grovbeton og korssting
Tekst: Poul Sabroe
Der har været talt meget om den franske arkitekt Jean Nouvels detaljeret mønstrede
'elefanthud' på overfladen af betonelementerne i DR Byens Koncerthus. Og at den idé åbner for en
helt ny forståelse af beton som ornament er udenfor diskussion. Men kontrasten mellem den sirligt
arrangerede pynt og den rå forskallingsæstetik rækker langt videre.
Den er et bærende tema
Det er den røde tråd i hele indretningen af det 26.000 m2 store koncerthus med fire
topprofessionelle studier og Studie 1 som den store, bærende koncertsal. Kontrasterne er ekstreme
mellem den gyldne, plysset klassiske stemning der og så de mindre sales raspede iscenesættelse, der
får dem til at ligne lydstudier på væksthormon eller undergrundsjazzens tilrøgede kælderkultur i
Brooklyn. Som det tyske arkitektur tidsskrift Die Bauwelt skrev i sin anmeldelse af PO Inventars
særlige leverance af industrielle 'flightcases' til anvendelse som garderober, barer og bænke:
I dette hus skal ikke kun spilles Beethoven.
Siden renæssancens fyrster kronede koncertmusikken som statussymbol, har vi været vant til, at
koncertsale spejler finkulturen i en ideel, harmonisk og friktionsløs ramme af ædle tekstiler,
bladguld og facetslebet glas. Men DR Koncerthuset vil en anden vej.
Nouvels arkitektur og indretning er ikke en sirlig indpakning af Bach og Haydn, der glubende
sluger gallagæster i lange rober og smokings. Koncerthuset er skabt til at give modstand, til at
kræve indsigt af sine gæster, også i andet end klassicismens dur og mol, for der er jo også John
Cage og Schönberg, moderne jazz og alle eksperimenterne, der skal bringe civilisationen videre. Alt
det vil Koncerthuset favne og mere til; det sker med et udtryk, fjernt fra det perfekte, i stedet
tilfældigt næsten, uregelmæssigt og overraskende, på sine steder ufærdigt.
Skal det se sådan ud? Ja, det skal.
Graffiti og Kjærholm
I afsnit er det ren graffiti kultur, nok folkelig i sin egen ret, men uden danskpop og
indsmigrende sukkerklang. Helt klart er der dem, der vil elske Nouvels Koncerthus for innovationen,
men også mange, der vil stille spørgsmål.
I hvert fald er der ikke meget her, vi har set før. Alt i Koncerthuset er dybt personligt som
teknikkorridorernes orange stemning eller administrationens lofter, der er udført som store
fotostater af detaljer fra musikinstrumenter, beskrevet af Atelier Jean Nouvel og siden overført
til løftet med foto - og maleteknikker. Der er meget langt til tradition og sædvane.
PO Inventars virkeliggørelse af det skræddersyede inventar, inspireret af luftfartens robuste
emballager i form af trækasser med beslag, er et kapitel for sig. Inventaret er anbragt i selskab
med patinerede Poul Kjærholm sofaer, PK31 og krydrer atmosfæren med det uventede og flygtige i
rammen af det permanente kulturhus. PO Inventar leverede det bredest tænkelige program, alt
fremstillet modulært med flightcases af møbelplader, alle overflader lamineret i hvid og sort,
beige og brun samt look-alike mahogni og eg.
Belysningsløsningerne spænder fra den store koncertsals anvendelse af enkle og skjulte
lysstofrør som støtte for den ekspressive arkitektur til foyerlofternes rivende rå lysspor. Ikke
mindst mærker man sig den tematiske brug af de specialtegnede kulørte vægarmaturer i flere
dimensioner. Betegnende er det, at budgettet ikke er brugt på mahogni og palisander eller anden
overflod. Materialerne er simple, men anvendt på overraskende vis, mens ressourcerne er investeret
i det, der skal bære kunsten frem: Akustik, æstetik og funktionalitet der, hvor musikken spiller.
Man skal huske, den oplyste pris er 1,4 milliarder kroner; det er dog ikke
skillemønt.
Men som Financial Times skrev i sin anmeldelse: Om Koncerthuset siger man lige nu, det er det
dyreste i verden. Snart vil det bare være et af de bedste!
I et hus, hvis fornemste opgave er at byde på en uophørlig strøm af oplevelser og
overraskelser er ikke meget overladt til gentagelser. Alligevel er der temaer, som forfølges med et
betydeligt held.
